Politisk leder Morten Østergaards tale ved Folketingets afslutningsdebat 1. juni 2016 - Det talte ord gælder -

1 June, 2016 - 16:44 -- Poul

Hvis overlevelse er målet er regeringen jo en succes. Men er det virkelig det, politik handler om? Handler det om at få magten og holde på den – koste hvad det koste vil? Ikke for mig. For mig handler politik om at gøre menneskeligt håb til politisk vilje. I dag fylder min Johanne 7 år. I god tid har jeg forberedt hende på, at udover morgensang og aftensmad i spisepausen, så skal far arbejde på hendes fødselsdag. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne sige til hende, at det vi bedriver i dette Ting – det gør vi for at skabe et endnu bedre samfund til hende og hendes klassekammerater og børn som hende verden over. Og derfor satte jeg mig for at lave en liste over de beslutninger, der er truffet her i Folketinget, som med rimelighed kan forventes at have en reel og positiv indflydelse på vores børns fremtid.

Den kommer her: …… Ja, det var så det. Når jeg tænker tilbage på dette folketingsår, så kan jeg faktisk på stående fod ikke komme i tanke om én eneste beslutning truffet siden folketingsvalget, som vil have en afgørende positiv indflydelse på vores børn fremtid. Ikke én. Og derfor står det jo i min bog tilbage som ikke bare et ”forsømt forår”, men det forsømte folketingsår. Dansk politik minder mest af alt om en trafikprop. Bilerne holder bomstille. Ingen kommer hverken frem eller tilbage. Motorstøj, dytteri og omsiggribende trafikraseri. Stor ståhej for ingenting. Trafikeksperterne fortæller os, at ofte er det bare en bil, der kan være skyld i en trafikprop. Den der lige prøvede at snige sig med over og blev fanget midt i krydset. I dansk politik ved vi godt, hvem der sidder bag rattet i den bil. Krampagtigt med hvide knoer, der knuger sig til rattet. Centrallåsen slået til, så ingen af passagererne slipper ud. Selvom ham til højre – Hr Thulesen Dahl – hele tiden spejder ud af vinduet – nærmest demonstrativt med ryggen mod chaufføren: ”Vil ikke” mumler han. Og omme fra bagsædet råber Hr Pape og Hr Samuelsen om kap med truende krav til chaufføren om at køre både frem og tilbage – til højre og til venstre på samme tid. ”Ellers vil vi ha ny chauffør” – lyder det.

Manden bag rattet. Danmarks Statsminister. Venstre formand, han holder fast. Fremad kommer han ikke. Passagererne er ikke til nogen hjælp. Men, tænker han, hvis bare jeg sidder helt stille, så får jeg nok lov at være ham ved rattet lidt endnu. Sådan er dansk politik i året der gik, og derfor ville det jo være naturligt for mig, som en del af oppositionen, at bruge min tale på at fortælle om alle disse dårligdomme, opmale katastrofernes omfang. Men jeg orker det ikke.

Vores kritik er velkendt og den handler mere om alt det som ikke er blevet gjort. Og den manglende politiske vilje til at tage skæbnen i vores egne hænder. Derfor har jeg besluttet at gøre noget andet. Jeg vil se frem ad på de resultater, vi kan skabe sammen i det kommende år. Vi skal turde repræsentere håbet om, at vi på trods af udfordringer fra klimakrise, flygtningekrise, finanskrise – kan skabe en bedre fremtid. Gør vi ikke det. Lader vi frygten for morgendagen drive værket. Ja, så bekræfter vi bare, hvad alt for mange i forvejen mener: at politik ikke kan gøre noget for deres fremtid.

*** Radikale Venstre er Danmarks socialliberale parti. Det betyder, at for os er friheden for det enkelte menneske udgangspunktet. Men frihed betyder også ansvar. At man vil være noget for andre end sig selv. At man også vil være noget for nogen. Vi skal ikke være ens. Men vi skal have de samme muligheder. Fordi alle mennesker er ligeværdige. Alle mennesker har fortjent en tilværelse, hvor de har noget at stå op til om morgenen. Hvor ingens bidrag er for småt. Hvor alle føler, at dagen ikke havde været den samme uden dem.

*** Tænk hvis vi ved afslutningsdebatten om et år kan sige, at det blev børnene og de unges folketingsår. Et år, hvor vi traf beslutninger, der satte os i stand til investere i deres fremtid. For social-liberale er det jo her, det hele starter. Med børnene. I sådan et folketingsår beder man jo ikke alle kommuner om at spare på dagsinstitutioner og skoler – blot for med en finanslov at kunne ”omprioritere” og sende pengene ud til de ældre og sygehusene. Man sætter heller ikke gang i en fyringsrunde af hver 10. gymnasielærer for at få råd til flere betjente i en tid, hvor kriminaliteten falder. I børnenes folketingsår, så investerer man i børns opvækst. I deres uddannelse. I deres kreativitet og lyst til at engagere sig i hinanden og i vores samfund. Man får det svært, hvis man ikke kan læse og regne godt nok til at klare en ungdomsuddannelse efter endt skolegang. Men det er dannelsen, kreativiteten og evnen til at indgå i fællesskaber, som gør drømme til virkelighed.

*** Og tænk, hvis næste folketingsår for alvor blev et grønt år. Et år, hvor vi søgte og fandt fælles veje til en længe påkrævet forandringsproces til en sprudlende, innovativ og lønsom fødevareproduktion i Danmark – i pagt med naturen og i respekt for kommende generationers ret til rent drikkevand og et ordentligt vandmiljø. Et år, hvor vi ikke trådte på bremsen, men speederen i vores verdens berømte rejse mod en fossilfri energiforsyning. Hvor vi hellere lettede afgifterne for fremtidens CO2-neutrale køretøjer end bare at lette registreringsafgiften for de dyreste biler. Et år, hvor vi omfavnede det enorme potentiale i ressourceøkonomien. Tænk hvis vi satte os for at lave klodens første gennemgribende revision af love og regler mhp. at understøtte overgangen til cirkulær økonomi. Lyder det som fremtidsmusik? Det er lige, hvad det er. Det er tonerne af nye muligheder for flere job som resultat af den grønne omstilling.

*** Som social-liberale forbindes vi ofte med reformer. Det er fordi vi mener, at det kan være nyttigt at forandre samfundet, så flere mennesker får flere muligheder. Kontanthjælpsloftet, som regeringen og dets støttepartier har gennemført er ikke en reform. Kontanthjælpsloftet giver de mest sårbare og udsatte i vores samfund markant færre muligheder. Det vil øge antallet af fattige, og flere vil få problemer med at betale huslejen. Istedet for at finde råderum hos dem, der i forvejen har mindst og hvis muligheder er færrest, har vi radikale for længst foreslået, at vi beder de rørige og raske, der er i beskæftigelse, om at udskyde deres pension, fordi levetiden øges langt mere end man før har regnet med. Selvfølgelig skal de som er nedslidte på arbejdsmarkedet opleve, at der bliver taget hånd om dem. Det gælder uanset, hvor arbejdsevnen mistes – ung eller gammel. Og uanset om pensionsalderen hæves fem år før eller siden. Statsministeren har tidligere kaldt vores forslag for masochisme – lad os håbe at han er kommet på bedre tanker, for en stærk økonomi, giver os handlekraft til selv at forme fremtiden.

*** Ofte forstyrres tankerne om fremtiden af nutidens problemer. Med flygtningestrømmene er tusinder kommet til Europa, og en del af dem til Danmark. Men debatten kørte af sporet fra begyndelsen. Skal vi hjælpe dem, kan vi ikke hjælpe os selv, lød det. Vi skal vælge mellem humanisme og velfærd, som det blev formuleret. Som socialliberal er jeg ikke i tvivl: Selvfølgelig kan alle der kommer hertil blive en gevinst for samfundet. Alle mennesker er ligeværdige – det er kernen i mit menneskesyn. Og regeringen oplyser jo også selv i sit såkaldte konvergensprogram, at på sigt kan flygtningestrømmen bidrage til en mere holdbar økonomi. Jeg glæder mig over løsninger som lærlingeløn, og aftalen om at bygge flere boliger i kommunerne. Ting som ikke vakte begejstring, da vi først lagde dem frem, men nu alligevel kan bliver. Det afspejler, at man uden for Christiansborg rent faktisk er optaget af at skabe løsninger, der virker, frem for teltlejre for syns skyld og smykkeloven som sender ”signaler” om at Danmark ikke er så hjertevarmt, som mange måske tror. I kommuner, hos frivillige, i organisationer og helt almindelige danske hjem er man optaget af, at skabe muligheder for dem som kommer hertil. Det er her, at det egentlige lederskab ligger. Tænk hvis vi lod os inspirere af det, i det kommende folketingsår.

*** Vi social-liberale tror på Europa og europæisk samarbejde, som en del af løsningen på de problemer, som ingen lande kan klare selv: klimaet, flygtningene, trygheden og globaliseringen. EU giver os smør på brødet, EU giver os tryghed, EU giver os mere indflydelse på løsningen af de udfordringer, vi ikke har den ringeste chance for at klare selv. Det var gældende da vi gik ind i EF for mere end 40 år siden. Det gælder idag Hvor vil jeg håbe at jeg i min afslutningstale næste år, hverken skal tale om et EU uden Storbritannien eller et Europol uden Danmark. På tværs af partier har vi lovet danskerne den tryghed politisamarbejdet giver. Det er ikke tid til at løbe fra sine løfter, men til at handle på dem.

*** Vi havde gerne været med i drøftelserne om, hvordan man kan sætte ind over for ekstremisme og social kontrol. Vores demokratiske frihedsrettigheder er det bedste værn mod fundamentalisme. Af enhver slags. Derfor skal vi styrke friheden og sætte målrettet ind, for at de som undertrykkes eller ledes ud i mørket kommer på ret kurs. Jeg konstaterer, at denne liberale tilgang har været for meget for Danmarks liberale parti, der under paroler som at ”følge med tiden” og ”afsøge grundlovens grænser”, nu har indgået aftale om at indskrænke ytringsfriheden. Jeg mener, at det er den forkerte vej at gå. Ytringsfriheden er et af de værdier vi skal beskytte, når vi er under pres fra fundamentalister og ekstremister. Jeg føler mig utryg, når Venstre passer på ytringsfriheden alene med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Må jeg minde alle tre partier om, at frihedens grundlæggere og politikere før os ofte har stået i vanskelige situationer, hvor frihedsrettigheder har været under pres. Men valgt at stå fast på dem. Lad nu ikke et par tv programmer ændrer på dette forhold. Vores samfund og tro på egne værdier skal være stærkere end det.

*** Lad mig derfor til sidst slå fast, at vi radikale, som Danmarks socialliberale parti, er klar til at samarbejde med hvem som helst, hvis bare retningen er den rigtige. For hvor vil jeg håbe, at vi ved afslutningen af næste folketingsår kan sige, at vi for alvor har taget skridt til at sikre, at alle har noget at stå op til. At flere får mulighed for at forsørge sig selv. At Danmark får noget at leve af – også når arbejdsmarkedet om bare en generation – helt har ændret udseende. Skal vi hæve ambitionerne og løfte overliggeren, så skal vi stå sammen og tage ansvar for fremtiden.