GLEM IKKE GRUNDLOVEN

3 June, 2015 - 13:18 -- Poul

Danmark er godt på vej ind i en valgkamp, hvor vi tager det som en selvfølge, at vi har demokrati. Men sådan har det langt fra altid været. På fredag kan vi fejre vores Grundlov. Vi kan frem for alt fejre, at kvinderne fik valgret.

Det er utroligt at forestille sig, at det ikke er længere tid siden, at vores oldeforældre måtte kæmpe for det, som vi i dag synes som en selvfølge. For Danmark er i dag et gammelt og rodfæstet demokrati.

Men et demokrati er ikke bedre, end vi som danskere ønsker at gøre det. Derfor skal vi deltage aktivt i det demokratiske arbejde både i Danmark og i det europæiske samarbejde.

Når man kigger på Europas historie, er der ikke noget nyt i, at de store lande har meget at skulle have sagt. Det nye er, at de små lande også har en stærk stemme. At vi stemmer om tingene i stedet for at slås, og at de beslutninger vi træffer forpligter os alle. Som danskere har vi mulighed for at være med til at løse grænseoverskridende problemer. Derfor skal vi deltage aktivt i arbejdet for et forbedre miljøet på tværs af landegrænser og for at afhjælpe den internationale flygtninge katastrofe i fællesskab. Det kan kun løses i et tæt samarbejde på tværs af politiske partier. I et tæt samarbejde med EU og FN.

Vi er nået langt. Men der er stadig udfordringer. Virksomheder har drejet nøglen om. Mennesker som så frem til en tryg alderdom så deres opsparing forsvinde som dug for solen. Tusinder og atter tusinder har mistet deres arbejde. Særligt de unge er blevet hårdt ramt. Selvom krisen nu synes at være forbi, står vi med en reel risiko for, at en generation af unge ikke får et rigtigt fodfæste på arbejdsmarkedet. Det må ikke ske. Derfor vil jeg også kæmpe for, at de unge får en vej ind i arbejdslivet ved at investere i uddannelse.

Langt om længe tyder meget på, at hjulene er begyndt at dreje hurtigere. Det gælder også i Danmark. Arbejdsløsheden er den laveste i flere år. Vi er tilbage på sporet.  Det er lykkedes at bringe balance på de offentlige finanser samtidig med, at vi i de kommende år får råd til at investere i velfærden og et bedre sundhedsvæsen. Det er dog afgørende at det sker af hensyn til det enkelte menneske og miljøet.

Det giver en stor tryghed at vide, at det i sidste ende er os selv, som bestemmer. Sådan skal det være i et demokrati. Dem som kæmpede før os og for os har ikke kæmpet forgæves. Selvom demokratiet fortsat kan gøres bedre, så er der grund til at ønske tillykke med grundlovsdag på fredag og kvindernes 100 årsvalgret.